onsdag den 15. september 2010

En fantastisk guide til borderline

Dette indlæg er baseret på Kalundborgs lokalafdeling af Pårørendeforeningen Bedre Psykiatri.
De har interviewet 2 kvinder der begge lider af borderline.
Jeg har redigeret lidt i det og tilføjet mine egne erfaringer.


Borderline er en personlighedsforstyrrelse, som kan være vanskelig at forstå.

Hvad er Borderline lige for en størrelse ? Hvordan forstår vi Borderline ? Og KAN vi komme til at forstå en Borderliners tanker ? Eller SKAL vi ? Vigtigt er det i hvert fald at vide hvordan vi som pårørende, bedst muligt tackler en hverdag sammen med dem, der lider af denne sygdom.


Jeg som Borderliner lever meget i min egen virkelighed. Jeg kan have meget svært ved at forholde mig til virkeligheden. Den kan simpelthen være enten for kedelig eller for bask for mig.
Jeg er 26 år og jeg fik min diagnose som borderline for knapt 3 år siden.
Jeg har været i mange former for behandling, men det eneste det virkelig har hjulpet mig og stadigvæk gør det, er DAT (dialektisk adfærds terapi).

Jeg overvejer for tiden, om jeg skal søge om at komme på pension, for jeg har meget svært ved at forestille mig, at jeg kommer til at kunne fungere med et arbejde eller et skoleliv.

Borderlinere kan være psykotiske. Når vi kommer ud af psykosen, glemmer vi dem, vores tanker og ideer. Så er tingene slet ikke sket!

Spørgsmål: Min datter har en meget rodet søvn. Hun sover tungt i lang tid, er så meget aktiv i lang tid, og sover så igen på mærkelige tider af døgnet. Det er svært for hende at tage sin medicin regelmæssigt. Det virker nærmest manisk på mig.

Henriette som er formand for Borderlineforeningen siger om dette: "Jeg kender jeg rigtig mange med Borderline. Og jeg kender ikke én som har en normal søvnrytme ! ALLE sover på mærkelige tider i døgnet. Sådan er det bare."

Jeg vil give Henriette så evigt ret!
Jeg sover på meget mærkelige tidspunkter. Egentlig bare når jeg er træt og det er jeg meget.. 
Når man lider af borderline, bruger man simpelthen så meget energi på at fungere socialt og bare det at få vores hverdag til at fungere, det er meget udmattende, så det er klart at vi kan være meget trætte.

Spørgsmål: Hvor mange lider af Borderline ?
60.000 danskere har diagnosen. Det svarer til 1-2% af befolkningen.
Spørgsmål: Er der en behandlingsform som kan anbefales ?
Kognitiv Terapi er som behandlingsform totalt uegnet til Borderlinere! Jeg har prøvet det i 6 måneder og jeg gik helt ned med flaget af det!
Miljøterapi er bedre. "Fjorden" i Roskilde har en god behandling. For unge over 18.
D.A.T. - Dialektisk adfærdsterapi. Det er rigtig godt.

Spørgsmål: Det er ofte svært for os som pårørende, at se Borderlinere, som det ene øjeblik kan udføre svære opgaver, rejse langt på egen hånd, eller noget andet, og så andre gange ikke orker at smide en brugt mælkekarton ned i skraldespanden. Nogle gange kan de det hele, det næste øjeblik kan de ingenting. Hvordan forstår vi det ? Hvad sker der ?


Jeg kan virkelig godt forstå, at man som pårørerne kan blive meget forvirret omkring dette. Men det kan jeg faktisk selv blive!
Nogen timer/dage/uger kan jeg fungere rigtig godt. Søge ind på uddannelse eller job, fordi jeg føler et stort overskud, men jeg tror det er fordi jeg netop IKKE føler noget. Jeg har bare formået at skubbe alle mine følelser til side og så kører det hele, lige indtil jeg får et lille "prik", og så går min verden simpelthen næsten under! Det lille "prik", kan være alt lige fra, min forlovede giver mig et kram, til min knap falder af min cardigan...

Borderline er en af de sværeste sygdomme at forstå. Fordi den er lidt af det hele. Den har lidt af mange af de andre diagnoser: Lidt skizofreni, lidt paranoid, lidt manio depression o.s.v. Den ligger lige på grænsen til mange af de andre psykiske lidelser. Det er en Grænse Psykose.

En ting jeg virkelig bare HADER ved at lide af Borderline er når jeg dissociere: Det er en følelse af at være ude af min krop. Kender du det, at du har været i byen og dagen efter har du fået for lidt søvn og er ved siden af dig selv? Lidt ligesom man går rundt i en drøm? Sådan føles det er dissociere. Det er noget vi mennesker er i stand til at gøre, når vi oplever noget så ubehageligt og grænseoverskridende, at vi ikke kan være stede i det. Så vi forsvinder ind i os selv.

Det er meget nødigt i nogen tilfælde, men bestemt ikke altid.
Fx lå jeg engang og kyssede med min forlovede i vores seng, da jeg pludselig blev helt "væk". Jeg dissocierede og blev nærmest psykotisk. Min forlovede bemærkede det med det samme og blev meget forskrækket og spurgte hvad der skete for mig og hvad der var galt. Det vidste sig at det vi lavede, pludselig fik mig tilbage til et ubehageligt minde fra min barndom, hvor jeg havde brug for at dissociere (altså forsvinde), og det gjorde jeg så i denne pågældende situation.

Sociale sammenhænge!
Jeg har det svært ved sociale sammenhænge.
Jeg skifter tit mening, efter hvilke mennesker jeg er sammen med. For hvad vil de gerne høre?
Når jeg snakker med folk, snakker jeg dem tit skræmte, fordi de nærmest lige kan få hele livshistorien, bare fordi de spurgte hvordan jeg har det.

Jeg føler meget sort/hvid omkring mennesker. Enten er du ude (min fjende), eller inde (min bedste ven). Det er enormt anstrengende for mig og med garanti også anstrengende for mine omgivelser. Men jeg KAN bare ikke se gråtonerne! Måske er der noget social forbi inde over det, men det er typisk borderline, at vi er usikre på de "grå" mennesker. De mennesker vi ikke helt kender og som ikke er "HELT inde". Hvis vi da overhovedet har sådan nogen i vores liv. Jeg har forsøgt, ligeså lange jeg kan huske, at holde alle "grå"/bekendte mennesker langt væk. For jeg kender dig jo ikke og du kender jo ikke helt mig. Derfor er det simpelthen for anstrengende! Men efter jeg er kommet i DAT behandling, er jeg blevet mere fokuseret på, BÅDE at have en bedste ven OG bekendte omkring mig.
Ligesom jeg heller ikke BEHØVER, at fortælle alle mennesker min livs historie. Det er okay, at tage det stille og roligt og lære folk at kende lidt af gangen og omvendt.



23 kommentarer:

  1. Det er ikke sjovt at læse om sig selv, ked af du også med lide med denne sygdom, som forpester livet

    SvarSlet
  2. Hej hej :) jeg er igang med at skrive projerkt o skolen om borderline. jeg vil gerne høre jer af hvordan man kan hjælpe jer bedst med denne sygdom Håber på svar på forhånd tak
    Venlig hilsen gitte

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Gitte

      Den måde du bedst kan hjælpe en Borderliner på, er at være lyttende, forstående, tålmodig og vigtigst af alt overbærende.
      Det der tricker os Borderlinere, er som skrevet ovenfor, at vi ikke kan nuancere og oftest ser negativt på alting, så vi dermed tror at alle omkring os "hader" os.
      Som pårørende til Borderline bliver man også meget udsat, da vores humør svinger ekstremt meget og vi kan "vende medaljen" på et splitsekund! - Derfor bliver pårørende og andre personer nær en Borderliner, meget hurtigt skræmt. Personligt skræmmer jeg meget, fordi jeg som i ovenstående interview, også fortæller hele min livshistorie til en der spørger hvordan jeg har det. Jeg skubber de mennesker væk, som jeg elsker allermest!
      Derfor ville jeg ønske, at min kæreste og andre der står mig nær ville læse denne artikel for at få et større indblik i hvad det er vi Borderlinere lever med hver eneste dag!

      Jeg håber du fik svar på det du gerne ville, ellers må du jo spørge igen ;)
      Venlig hilsen
      J

      Slet
  3. Dejligt at læse... Jeg har også Borderline og kan nikke genkendende, og får sat ord på det via det her.. mange tak.

    SvarSlet
  4. Lækker blog! Aldrig sjovt at læse om sig selv, men jeg er vild med din side :)

    SvarSlet
  5. trist men fin blog/side.. har os blog om mit borderlinehttp://emoonpaper.blogspot.dk/search?q=borderline

    du velkommen til at kigge.. men øv du anonym.. du skal ik være flov og borderline skal stoppe med at være tabu :(

    SvarSlet
  6. Hej...
    Jeg er netop gået fra min kæreste gennem 5 år... Jeg tror aldrig jeg kan holde op med at elske hende, men vores forhold har været meget turbolent. Når vi har diskuteret har jeg selv sat ord på hende som sort/hvid i hendes tankegang - ingen gråzone. Meget dramaqueen... Alle skulle altid indblandes og det var enten eller. For meget alkohol og for meget temperament. Mine grænser er gradvist blevet rykket for hvad der var acceptabelt og finde sig i og jeg har virkeligt holdt af hende så jeg er blevet hængende. Jeg har fået smadret porcelæn, vinduer, lamper og haft måtte tilkalde politiet.
    For 3 uger siden var grænsen så nået og der er ikke længer kontakt. Jeg har søgt efter depression, manio depresiv og jalousi, men da en ven fortalte mig om borderline og jeg har kigget denne blog tror jeg jeg har fundet ud af hvad der har været og jeg er på en eller anden måde lettet. Jeg græd næsten da jeg læste denne og andre sider idet det giver svar på mange af de frustrationer jeg har haft i det forhold jeg netop er kommet ud af... Jeg er langt fra selv fejlfri og har også lavet dumme ting, men det har bare været svært men min kæreste...
    Jeg har ikke følt mig respekteret, enten kunne hun lide mine venner/ familie eller også var hun fjender. Hvis hun følte folk ikke kunne lide hende lukkede hun dem ude. Enten har vi haft det rigtigt godt eller også har vi haft det helt vildt dårligt sammen og det har altid været styret af hendes humør. Sex har været når hun har haft lyst og generelt har forholdet været på hendes promisser.
    Hun har altid været meget kreativ og implusiv og ikke tænkt på dagen imorgen. Der kunne ligesågodt være rødvin om tirsdagen som om fredagen. Min "næsten" fuldstændige modsætning og det har været spændende. Modsætninger mødes, men jeg var ved at dø til sidst desværre... Det var for hårdt for mig og uanset hvor meget jeg elsker hende og altid vil holde af hende kan jeg ikke snakke med hende mere.

    Spændende blog - det var godt for mig at få sat ord på.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej
      Min bror har en kæreste som vi er ret sikre på har borderline.
      Hendes verden er også sort/hvid derudover har hun et heftigt temperament.
      Hun har flere gange "smidt" min bror og børnene på porten i et raserianfald.
      Det er hårdt at være vidne og meget svært at forstå.
      Desværre, så gør hun intet for at få det bedre og vi tror heller ikke at hun erkender, at hun har borderline. Hun er dog meget åben ift at hun lider af depressioner og hun får en masse medicin for dette.
      Det er desværre en umulig opgave for os at sige til hende at hun har brug for hjælp, så vil hun i værste fald ikke se os mere, og ikke lade os se børnene. Så derfor er vi alle tavse, selv hendes forældre.
      Jeg er meget i tvivl om hvad man skal gøre for at forbedre hendes og vores families situation ?

      Slet
    2. Er også pårørende til en B. som er gift og har et barn. Er en konstant kaos og er bange for hvad der kan ske. Prøver at hjælpe, mer er en laberint.

      Slet
  7. jeg har også bordeline og går i DAT men synes ikke det hjælper på mig har snart været der i 1/2 år
    har prøvet og begå selvmord 13 gange ved at tage en overdosis

    SvarSlet
  8. Er det egentligt et kendetegn for borderlinere at de søger konflikter - at det er konflikterne der holder dem i live. At det er det der gør de føler de lever! Eller er det bare et resultat af splitting delen og i egentlig er kede af at der er mennesker som har været elsket som nu er hadet.

    Kan i med borderline helt fortrænge oplevelser og ekskærester for at komme videre eller popper vi op engang imellem og hvordan takler i så det... med alkohol eller lign. eller ved at holde jer beskæftiget, evt. med den anden kæreste!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg syns det er et svært spg at svare på. For mit vedkommende syns jeg ikke at jeg direkte søger konflikter. Men når jeg har skiftet behandler, så har de skulle "prøves af" for at se hvor meget de kan klare og modstå, inden jeg har ville åbne op. Jeg har skulle være sikker på de ikke løb skrigende væk.

      Jeg fortrænger ikke ting, har "fortrængt" det traume der unden tvivl har ført til borderline, men arbejder på at genskabe mig selv helt.

      Borderline viser sig forskelligt. Nu er jeg så godt nok langt i mit forløb. Men jeg formår at være en god mor, selvom jeg er alene med min søn på 4. Synes ikke jeg søger konflikter, andet end at prøve behandlere af.

      Slet
    2. Engang (før jeg gik i behandling) kunne jeg "fortrænge" de dårlige og grimme ting jeg havde udsat mine eks kærester for. Jeg gik bare videre til en anden og "Startede forfra" Glemte det lidt med uvilje og nægtede at se tingene/sandheden i øjnene.
      Men ikke fordi jeg ville. Jeg kunne ganske enkelt bare ikke se, at der var noget galt med mig. og min ageren overfor andre. (I min verden var det alle andre der var forkert på den)

      Jeg fik min første øjenåbner da jeg mistede min tidligere store kærlighed.
      Det var et slag i hovedet. Og dengang så jeg to udveje. 1. At tage livet af mig selv. Eller 2. Få hjælp.

      Jeg valgte nr. 2.. Og de næste 4 år gik med at vende hver en følelse, alt fra selvhad til kærlighed, til forståelse af, hvorfor man gjorde som man gjorde og blev ved med at falde ind i de samme mønstre. I dag er jeg recoveret. Og kan ikke længere diagnosticeres med Borderline.

      Jeg tænker jævnligt på mine ekskærester og andre mennesker som jeg har såret igennem tiderne. Og de fleste af dem, vil ingenting have med mig at gøre i dag (Hvilket egentlig også er forståeligt nok)
      Men jeg ville nu alligevel ønske, at nogen af dem, gav mig chancen. Så jeg kunne få muligheden for at vise, at jeg kunne og havde viljen til at forandre mig :-)

      Slet
    3. Hej Anja
      Tak for svar, det var mig der har stillet spørgsmålet og også mig der har skrevet indlæg d. 30 okt. Min eks og jeg passede rigtigt rigtigt godt sammen. Selvom hun aldrig har lukket mig helt ind kendte jeg hende alligevel rigtigt godt. det er 7 mdr. siden nu og jeg begynder at blive lidt glad igen, men der går tid inden jeg kan forelske mig igen. Min ekskæreste havde en kæreste igen efter 1 måned for hun kan ikke være alene. Hun er videre - ikke glad - og kan ikke se sig tilbage for vil ikke konfronteres med det der er sket i hendes fortid. Jeg ville så gerne have hjulpet og har skyldsfølelse fordi jeg føler jeg har svigtet. Jeg fandt dog først Borderline da jeg fik det hele på afstand. Jeg har tilgivet, men kan ikke se hende igen da jeg bliver nødt til at tænke på mig selv nu. Jeg ved godt at "walk the Borderline" er hårdt, men det er dælme også hårdt at være pårørende til en Borderliner.

      Slet
  9. Jeg fik konstateret borderline af blandet karrakter, men har faktisk først lige sat mig til at læse om det nu, da jeg begynder i behandling i næste uge. Og det er utroligt! Det er som at læse mig selv som en åben bog. Jeg tror lige mit liv og livet for min lille familie blev lidt mere forståleligt. Tak

    SvarSlet
  10. Hej.
    Jeg er ved at skrive et bachelorprojekt omkring stigmatisering af borderline-patienter der bliver indlagt i akut psykiatrien, er det noget nogle af jer har erfaring med, så vil jeg meget gerne høre jeres synspunkt.
    du skriver at ca. 60.000 har diagnosen, hvor har du fundet det tal?
    Hvis det er må i meget gerne skrive til mig på. jeabodker@gmail.com
    venlig hilsen jeanette

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Jeanette
      Jeg er i målgruppen. men ønsker at holde mig anonym. Er det en mulighed?
      Hilsen Katinka

      Slet
  11. jeg kan se det er et stykke tid siden nogen ahr skrevet her inde på siden, jeg selv skal til og i beahndling, det eneste jeg kan sige på stående punkt er at jeg har været indlagt akut et par gange på psykiatrisk afdeling, jeg opfatter mig selv som ret konflikt søgense i perioder og har læst mine papirer igennem for første gang det er over 13 år siden at jeg har haft noget med psyk at gøre og de skriver at det er deres vurdering at jeg har en emotionel ustabil personlighedsstruktur, har selv læst op på emnet, og joh jeg må indrømme lighederne på borderliner/impulsiv type er slående med mit liv. spcielt splitting og den måde jeg betragter menneker omkring mig i min famillie, venner og arbejdsliv.

    SvarSlet
  12. Jeg har nu været gift i 15 dejlige år med min kone ( har 5 børn sammen) hun har bordeline og jeg har læst en del omkring sygdommen, men de sidste 2 måneder har vi ikke rigtigt kysset eller kommet hinanden rigtigt ved.har ikke haft sex i 3 år. Er det meget normalt når man har bordeline at det kan forekomme, er bange for at hun måske pludselig siger at det er slut? Ved ikke om bare om man skal gå hen til hende og give hende et ordentligt knus og kram, i visse tilfælde når jeg har gjort det har hun bare skubbet mig lidt væk eller har det ikke været det rigtige tidpunkt, det gør lidt ondt når det sker at hun gør det. Hun kan have et hidsigt temperament engang imellem.Jeg elsker hende uendeligt højt. Håber at nogen kan give nogle svar
    Mvh den anonyme

    SvarSlet
  13. Hej anonyme har selv borderline og jo nogen gange er det normalt, er selv i de i det sammen, giv hende tid og prøv i stedet for at tale om sex så prøv at give hende omsorg og kærlighed, det kan betyde meget. Bare at forstå og give hende det sim hun nu har brug for. Har selv fire børn og en dejlig mand, men det er hårdt og svært at leve på denne måde, ikke kun for den der har borderline men også for dem der står en nærmest. Mit råd tid dig er: giv hende tid ikke presse, og kom ikke med nogel tid som er mere skadeligt. Bare være der for hende og lad hende føle din kærlighed og omsorg.

    SvarSlet
  14. Hej. Jeg har en stor mistanke om at jeg har borderline, efter at have gjort mig en masse research omkring dette - og så alt det jeg læser herinde på sitet. Det er som om, at der lige pludselig bliver sat ord på de frustationer og følelser, jeg aldrig helt selv har forstået eller kunne forklare. Jeg vil så gerne have hjælp og i hvert fald sat ord på hvordan jeg har det til en professionel/læge, men ved ikke hvordan man skal åbne op omkring det - starte ud så at sige. Er så bange for at blive misforstået og ikke taget alvorligt og bare set som en hypokonder. Hvordan var jeres forløb, til i fik stillet diagnosen?? Og hvad sagde I til jeres læge?
    Tak på forhånd!

    SvarSlet
  15. Hej har selv borderline du skal sige til din læge at du gerne vil have at du bliver undersøgt for borderline. Du skal ikke være bange for at sige det til din læge. Mit blev opdaget da jeg blev indlagt på psykiaisk hospital. Men du skal sige hvordan du har det. Held og lykke.

    SvarSlet
  16. Hey med jer, vildt fed og spændende læsning som man jo sagtens selv kan relatere til. Jeg er igang med at skulle i behandling, men jeg har lige et spørgsmål til jer. Er der nogen af jer med borderline der har røget hash/pot? Hvis ja, hvordan synes i så effekten er på jer? bliver tilværelsen bedre eller værre?
    Kram :-)

    SvarSlet